Hvorfor er det nu lige, det er vigtigt at holde kroppen i gang? Tips til hverdagsaktiviteter
Vi ved jo alle godt, at motion er vigtigt. Det har de fleste fået at vide hele deres liv. Og det er da heller ikke blevet mindre vigtigt med tiden. Nuværende forskning understreger stadig vigtigheden af at holde sig i gang. Man kan argumentere for, at det er blevet endnu vigtigere, hvis man kigger på den tidsalder og det samfund, vi lever i. Mange af os har kontorjobs, hvor der er utrolig meget Men hvorfor er det nu lige, at der igen og igen understreges, at det er vigtigt for vores velbefindende? Følgende argumenter er nogle af de væsentlige:
- Risikoen for livsstilsygdomme mindskes
- Risiko for hjerte-karsygdomme mindskes
- Kroppens kredsløb forbedres, da hjertets evne til at pumpe blod rundt øges
- Energiforbruget øges, hvorfor risikoen for overvægt mindskes
- Vi mister muskelmasse over tid, og musklerne svinder mere ind, hvis ikke de bliver brugt
- Mere muskelmasse og mindre fedt betyder, at der er mindre risiko for, at der dannes fedtmasse rundt om organerne
(Kilde: sundhed.dk)
I og med at manglende fysisk aktivitet kan føre til relativt alvorlige sygdomme, som i værste fald kan være dødelige, er det også noget, man bør tage alvorligt. Nogle er vokset op i en familie, hvor det kommer helt naturligt med fysisk aktivitet. Man har måske haft nogle aktive forældre, som har gjort det naturligt at cykle til skole og deltage i forskellige sportsgrene. I modsætning er der andre familier, hvor det ikke er inkorporeret som en del af hverdagen, og hvor det i højere grad bliver et aktivt valg (og måske pligt), der skal tages. Mange af de vaner, man er opvokset med som barn, kan følge en resten af livet. Hvis man generelt har en hverdag, der er præget af inaktivitet, er det derfor vigtigt at undersøge, hvordan man kan inddrage fysiske aktiviteter i de daglige rutiner. For mange er det vigtigt, at det ikke føles som en sur pligt.
Hvor anstrengende skal aktiviteten være, før den “tæller”?
Man kan godt spørge om, hvor meget motion man skal dyrke i ugen. Men svaret kan kun være vejledende, da den nødvendige mængde er meget betinget af din livsstil. Som udgangspunkt anbefales det, at man er fysisk aktiv en halv time hver dag. Fysisk aktivitet i denne forstand indebærer egentlig “bare”, at du bruger din krop og muskler. Der behøver således ikke være tale om meget fysisk anstrengende aktiviteter. Det kan være hverdagsrutiner som eksempelvis at cykle eller gå til arbejde, at tage trappen, at lave havearbejde eller gøre rent. Men det kan selvfølgelig også være mere strukturerede former for motion som eksempelvis løb, fodbold, fitness etc. Hvis du vælger hverdagsaktiviterne, skal du være opmærksom på, at niveauet som minimum skal være af moderat intensitet. Og hvad betyder det så? Sundhed.dk beskriver det som, at du skal blive lettere forpustet men stadig være i stand til at have en samtale.
Selvom du er god til at få inkorporeret gåture og lignende i hverdagen, skal du til tider også have pulsen mere op. Hvert fald hvis du skal følge anbefalingerne. Mindst to gange om ugen bør du afsætte tid til at dyrke motion, hvor intensiteten er høj. Høj intensitet indebærer, at du ikke kan føre en samtale undervejs – eller hvert fald har svært ved det. Til forskel fra den moderate intensitet.
Hvordan kan du sikre, at du får dyrket regelmæssigt motion samt holder fysisk aktivitet ved lige?
Hvis du har svært ved at bevare et moderat niveau af fysisk aktivitet i hverdagen, må du kigge på, hvordan du hensigtsmæssigt kan implementere det. En af de første ting, du kan gøre, er at kortlægge en helt normal dag i dit liv. Du står op, du tager på arbejde, du arbejder, du handler på vej hjem, du bruger måske tid på en hobby, du laver mad/klarer daglige pligter osv. Gør det gerne en smule mere konkret, når du selv sidder med det. Formålet er nemlig at kunne udpege de tidspunkter, hvor du med fordel kunne “forvandle” aktiviteten til noget fysisk. Kunne du cykle eller gå på arbejde? Hvis ikke hver dag, så et par gange i ugen? Kunne du tage en omvej på vej til supermarkedet, så du fik en ekstra gåtur ud af det? Kunne I bytte lidt rundt på de huslige aktiviteter, så I begge får fordelt dem, hvor man er aktiv?
Det handler om at ændre sine tankemønstre og lave små ændringer. Hvis du så samtidig kunne implementere et mere krævende aktivitet som eksempel en sportsgren, ville det kun være et større plus.
Hvis du kan gøre ovenstående til et fællesprojekt, er I flere til at holde hinanden op på det. Det kan virke en del mere motiverende.