5 gode råd til at tale med børn om digital mobning
Det er vigtigt at tale om digital mobning med sine børn. Det gælder både som et led i den almene digitale dannelse, men det er også vigtige i forhold til at forebygge og spotte digital mobning. Derfor har vi her samlet 5 gode råd til forældre, som ønsker at tale med deres børn om digital mobning.
1. Vær en rollemodel
Det er vigtigt at være en rollemodel for sine børn, da børnene ofte ser op til sine forældre og efterligner deres adfærd. Den viden er vigtig at tage med online. Tænk derfor selv over, hvordan du opfører dig på nettet, og om det er en adfærd, som du gerne vil have, at dine børn efterligner. Sørg derfor for altid for at tale pænt til alle – både i det fysiske møde og online. Vær gerne åben omkring dine digitale oplevelser og tal om dem, det kan vise børnene, at det er lige så normalt at tale om dine oplevelser digitalt, som de oplevelser man har i skolen, på arbejdet eller i sportsklubben.
2. Snak om med dine børn om ansvar for sine handlinger
Det gælder både online såvel som i det virkelige liv. Men ikke desto mindre er det et godt råd. Som forælder er det nemlig en god idé at have mange snakke over middagsbordet omkring det at tage ansvar for egne handlinger online, og at man skal stå til ansvar for eventuelle konsekvenser. Forklar, at det er vigtigt at de tænker over, hvad man skriver og deler på nettet, og hvordan det kan påvirke andre.
3. Spørg ind til, hvad dit barn og barnets venner laver online
Når familien er samlet om middagsbordet, er det vigtigt at spørge ind til, hvad børnene har oplevet i løbet af dagen. Det gælder både i skolen, i fritidsinstitutionen, i sportsklubben og på nettet. Lad det blive en normal del af snakken over middagsbordet, at man snakker om sin dag offline såvel som online. Man kan spørge ind til, hvordan dagen har været, eller hvordan de andre børn i klassen har det. Det kan være nemmere at snakke om andre end en selv. Hvis det er svært at komme ind på barnet af den vej, kan du også prøve at snakke om noget, du har læst i nyhederne og bruge det som springbræt til at snakke om trivsel og digital trivsel generelt, som kan lede samtalen videre og blive mere personlig.
4. Tal med barnet, når barnet har lyst
Det kan være rigtig svært at få en ordentlig snak med et barn eller en teenager, hvis ikke man fanger dem på det rette tidspunkt. Sørg derfor for at mærke stemningen og ikke presse barnet til at snakke. Grib derimod altid chancen til at snakke, hvis barnet selv kommer til dig.
5. Placer ikke skylden, men støt dit barn
Hvis du bliver opmærksom på eller får at vide af dit barn, at han/hun oplever digital mobning, er det vigtigt at udvise støtte og påtale, at det ikke har noget med barnet at gøre. Selvom mange er tilbøjelige til at blive meget oprevet, pege fingre og placere skylden et sted, så er det vigtigt ikke at gøre det. Fokuser på dit barns følelser og oplevelser, og vis barnet at du tager handling fx ved at kontakte skolen. Det er vigtigt, at barnet får en god og tryg oplevelse, hvis han/hun i fortrolighed er kommet til dig.